• stefaniehansen

Hvem var jeg egentlig?

Solen skinner denne lune august aften, en uh så dejlig stråle har fundet mit højre øje og den skinner som var det hævn. Jeg har nok klaget mig over varmen et par gange for meget denne varme sommer.. Sådan er det vel altid, vi vil have det vi ikke har og græsset er altid grønnere.. I stedet for at fumle rundt på tasterne og bande over det skinnende synsbesvær, burde jeg gå de få skridt fra min stol hen til vinduet og hive i snoren til persiennerne. Nej det er alligevel for hårdt, jeg kæmper hellere videre som en sand heltinde.

Dette er mit første indlæg i denne miniserie om at finde sig selv, hvor skal jeg hen, hvad er jeg, hvem er jeg; du ved, alle de små spørgsmål i livet.

Inden jeg kan finde ud af hvem jeg er, så må jeg tilbage til hvem jeg var...


Ingen veje er ens, trods når vi alle vores endelige destination

Jeg kan ikke fortælle om en opvækst fyldt med drama og spænding, så jeg kan sikre mig din opmærksomhed, det er blot et "kedelig" landsbys liv. Jeg voksede op i en kernefamilie, mor, far og to piger i en lille landsby med kaniner, kat og heste. Intet at klage over. Min barndom og ungdom skilte sig ikke ud på nogen måde, trods min egen opfattelse af hvor vigtig jeg var. Misforstå mig ikke, jeg har da været igennem mine obligatoriske nedture, når puberteten kommer væltende og river alt omkring sig omkuld som en tornado. Mange skænderier med mine forældre, fordi de altså bare ikke forstår; de har jo aldrig selv været unge. De lammende forventninger som følger en succesrig ældre søskende, både akademisk, social, og ikke mindst lydighed. Når vi bliver ældre og skal afprøve forældres grænser, og ikke mindst vore egne i forhold til venners. Vi begynder for første gang at være aktive i den naturlige udvikling, vi begynder at finde interesser andre steder end vennernes, vores modesans ændres, ung forelskelse begynder at fylde 90% af hjernen. Vi skal nu til at tage vores egne beslutninger og ikke mindst tage ansvar for dem, dermed kommer en ny følelse af voksenhed. Den helt svære, som for mig stadig ikke er blevet lettere, at vokse fra hinanden. Netop dette medbragte det første bjerg jeg skulle bestige, når man er den eneste der vokser fra en fast vennegruppe, som igennem et årti har holdt sammen; det medførte fysisk mobning og voldsomme psykiske konsekvenser som senere i livet kom tilbage og spøgte. Endelig kom den længe ventede afrejse fra alt det kendte, og turen gik til en 10. klasse i en større by med nye venner, fester, kærester, studierejser og genforening med gamle venner; hvilket medfører et af de første store spørgsmål: Kan jeg virkelig tilgive?



Normal opvækst, normale oplevelser, normale udfordringer; alt i alt normal.. Intet værd at skrive om.

0 visninger

©2019 by Golden Age. Proudly created with Wix.com